Politik for god trivsel for ansatte ved Herslev Kirke og Herslev Kirkes menighedsråd samt frivillige.

 Formål

Vi ser god trivsel som forudsætning for, at medarbejdere, menighedsråd og frivillige kan udvikle sig i en god retning. Formålet med trivsels-politikken er at fremme god trivsel.

Der er tale om mobning, når en eller flere personer regelmæssigt gentagne gange udsætter en eller flere personer for krænkende handlinger og hvis disse handlinger opfattes som sårende eller nedværdigende og den krænkede ikke er i stand til at forsvare sig mod dem.

 

Målsætning

Herslev Kirke skal være et sted, hvor der er rart at være, og hvor man omgås på en værdig måde og behandler hinanden med respekt, også selvom vi er forskellige.

 

Retningslinier

For Herslev Kirkes medarbejdere, menighedsråd samt frivillige er trivsel et fælles ansvar, og derfor er alle – både ledere, medarbejdere og frivillige ansvarlige for at bidrage til at trivselspolitikken efterleves.

Arbejdspladsvurderinger – APV`er – afdækker og sikrer, at der løbende er fokus på det psykiske arbejdsmiljø, herunder god trivsel.

På baggrund af det psykiske arbejdsmiljø iværksættes konkrete tiltag til forbedring af arbejdsmiljøet.

Alle er med til at sikre, at der er fokus på det psykiske arbejdsmiljø.

I medarbejderudviklingssamtalerne – MUS - er god trivsel et af temaerne.

Ved introduktion af nye medarbejdere, afholdes der indledende møde med de nye, hvor der bydes velkommen, orienteres bredt om Herslev Kirke og hvor medarbejderen kompetencer afklares.

Herslev Kirke kan indhente professionel arbejdsmiljørådgiver, der kan bistå ved initiativer til at forebygge mobning og fremme god trivsel. Den eksterne rådgivning kan både være til uddannelse i emnet eller til personlige samtaler.

 

Hvis der forekommer mobning

Ansatte, menighedsråd og frivillige har et ansvar for og pligt til at gribe ind, hvis man overværer en situation, som kan karakteriseres som mobning. Man kan gribe ind, eller man kan rette henvendelse til nærmeste leder eller menighedsråd. Enhver henvendelse vil blive behandlet fortroligt.

Alle ansatte og menighedsråd har en forpligtigelse til at tage enhver henvendelse om mobning alvorligt og til at behandle den fortroligt.

Alle ansatte og menighedsråd er forpligtigede til at tage ansvar for, at der i dialog med de involverede findes en løsning på problemet, samt at følge op på løsningen efter et stykke tid.

Alle, som føler sig krænket eller chikaneret, har pligt til at sige fra. Det kan gøres direkte til den eller de personer, som udøver mobningen eller til vedkommendes nærmeste leder.

 

Herslev den 23.11.2017.